Lavenergibyggeri bør indfri krav til indeklima

Ekspertrapport fra Aalborg Universitet anbefaler, at godt indeklima bliver vægtet på lige fod med minimalt energiforbrug

Iveren efter at spare på energiforbruget er gået ud over indeklimaet i mange af de første danskbyggede lavenergihuse. En ekspertrapport fra Aalborg Universitet anbefaler derfor, at godt indeklima bliver vægtet på lige fod med minimalt energiforbrug i kommende skærpede krav til fremtidens lavenergibyggeri.

tinesteenlarsen

Tine Steen Larsen, lektor ved Strategisk Forskningscenter for Energineutralt Byggeri ved Aalborg Universitet.

Anbefalingen kommer fra lektor Tine Steen Larsen fra Strategisk Forskningscenter for Energineutralt Byggeri ved Aalborg Universitet, som står bag den nye rapport til Erhvervs- og Byggestyrelsen. Rapporten er baseret på Ålborg-forskernes analyser af otte eksisterende danske passivhuse i udviklingsprojektet 'komforthusene', og Tine Steen Larsen håber, at konklusionerne i rapporten kan være med til at skabe forbedringer af fremtidens lavenergibyggeri til glæde for dem, der skal bo der.

- Der har været en del fokus på problemer med dårligt indeklima og et væsentligt højere energiforbrug end forventet i de lavenergihuse, der hidtil er opført som forsøgs- og udviklingsprojekter. Vores rapport indgår i styrelsens arbejde med energikrav til det byggeri, der skal opføres i 2020, og som derfor går under betegnelsen lavenergiklasse 2020. Udkastet kommer i løbet af foråret, og vores anbefaling lægger op til, at indeklimaet i fremtidens lavenergibyggeri bliver vægtet på lige fod med energiforbruget, da der i dag ikke er noget krav til dokumentation af indeklimaet i boliger. Det bliver der forhåbentligt fremover, siger Tine Steen Larsen.

Boligerne er ansvarlige for omkring 30 procent af Danmarks energiforbrug, og derfor er de et vigtigt indsatsområde, hvis de samlede danske mål for energibesparelser skal indfries. Forsøgsprojekter rundt om i landet har givet blandede erfaringer med lavenergibyggerier, men Tine Steen Larsen understreger, at de konstaterede indeklimaproblemer også findes i andre og ældre byggerier. Nogle af problemerne bliver bare tydeligere på grund af lavenergihusenes specielle konstruktion:

- For eksempel er problematikken med overophedning velkendt fra tidligere, men problemet bliver tydeligere i lavenergibyggeriet, fordi boligen meget hurtigt bliver varm. Så selv om der er tænkt over mange detaljer og gode løsninger i boligerne, er der alligevel efterfølgende opstået problemer. Derfor har vi prøvet at analysere problemerne og vurdere, hvordan de fremover kan fjernes eller reduceres kraftigt i de kommende byggerier, så vi sikrer, at fremtidigt lavenergibyggeri i Danmark bliver sunde boliger med et godt indeklima, siger Tine Steen Larsen.

Erfaringer fra forsøgsbyggerierne viser, at brugernes individuelle adfærd har kæmpe betydning for energiforbruget i boligen, og målinger af energiforbruget i helt identiske boliger viser ofte en variation på 300-400 procent. Dog pointeres det i rapporten, at der skal være plads til alle typer adfærd i fremtidens lavenergihuse.

- Det bør diskuteres, om det skal være nødvendigt med en ændret adfærd for at bo i et lavenergihus. Beboere uden en 'energivenlig' adfærd skal også kunne bo i lavenergihuse, uden at det føles som en begrænsning i deres adfærd. Der bør derfor aldrig indskrænkes i beboernes personlige komfort. Hvis det bliver nødvendigt, vil lavenergikonceptet ikke kunne opnå succes, konkluderer Tine Steen Larsen.