Louisiana bygger energivenligt kunstmagasin

Kunstmuseet Louisiana får kunstmagasin på 2.000 kvm til museets opbevaring af kunst

Kunstmuseet Louisiana får et længe ventet ønske opfyldt med et state-of-the-art kunstmagasin på 2.000 kvm til museets opbevaring af kunst. Det bygges efter et koncept for passiv klimatisering af magasiner, der sætter standard for fremtidens energivenlige museumsmagasiner, hedder det i en meddelelse fra Alectia, der har været husrådgivere på Louisiana siden 1995 og rådgiver om kunstmagasinet.

Det ny kunstmagasin på Louisiana kommer til at ligge i Humlebæk, ikke langt fra Louisiana, på en nyindkøbt grund, der bevarer det voksende antal kulturværker forsvarligt, både opbevaringsmæssigt og sikkerhedsmæssigt.

Det nye 2.000 kvm store kunstmagasin til 26,9 mio. kr. skaber grundlag for en løsning af Louisianas magasinproblemer mange år fremover. Ved at bygge et moderne eksternt magasin får museet kontrol over egen kunst, i stedet for at have kunsten placeret på magasiner mange forskellige steder hos eksterne leverandører. Byggeriet får samme sikringsklasse som selve museet.

- Magasinbygningen bygges efter Zephyr-metoden, der er et koncept for passiv klimatisering af magasiner, udviklet af Alectia i samarbejde med Lunds Universitet og Nationalmuseet. Metoden udnytter bestemte bygningsmaterialers fysiske egenskaber til at opnå et stabilt klima med et yderst begrænset forbrug af energi for at nå de optimale forhold for kunsten. Opbevaringsmetoden er den nyeste udvikling inden for magasinopbevaring i museumsverdenen, hedder det i meddelelsen.

Kunstmagasinet er en nytårsgave til Louisiana på 26,9 mio. kr., fordelt med en tredjedel fra hver af fondene Velux Fonden og Villum Fonden samt Augustinus Fonden. Byggeriet af kunstlageret ventes igangsat i sommeren 2011 med afslutning i begyndelsen af 2012.