Byggeidealist som arkitektformand

Med Natalie Mossin har Akademisk Arkitektforening fået en formand med såvel gode kommunikative evner som stor viden om innovation i byggeriet
Tekst: 

Arkitektstanden har et ansvar, når det gælder byggeri af god kvalitet. Nogen skal jo gå forrest i byggeriets udvikling, og det må gerne være arkitekterne – men det skal jo også belønnes forretningsmæssigt for at kunne lade sig gøre. Mener Natalie Mossin, 35, der i august tiltrådte som ny formand for Akademisk Arkitektforening. Og med et engageret forhold til fornyelse i byggeriet.

Den langsigtede værdi

Natalie Mossin

Natalie Mossin, for­mand for Akade­misk Arkitekt­forening.

- At bygge billigt her og nu er ikke nødvendigvis den bedste løsning på sigt. Det handler jo om at opnå så meget værdi som muligt for de anvendte ressourcer, og derfor bør vi blive bedre til at se på et byggeris drift og langsigtede økonomi, der jo i sidste ende afgør, hvordan bygherrens investering forrentes. Det er jo en grundlæggende logik, men vi skal i byggeriet sørge for at organisere os, så den også holder for den enkelte part i en byggesag, siger Natalie Mossin og fortsætter:

- Byggeriets udvikling interesserer mig rigtig meget, men god arkitektur og et godt bygget miljø skabes ikke af arkitekter alene. Vi er jo en del af et større samarbejde. En sådan opgave kan ikke løftes alene, det kan kun gøres i fællesskab og gennem samarbejde på tværs, hvor vi ser de andre parter i byggeriet som forbundsfæller, siger Natalie Mossin.

Specialist i innovation

Natalie Mossin kaldes en sej ildsjæl, som brænder for arkitekt­faget, og visionerne om innovation i byggeriet er andet end fraser.

Efter at Natalie tog sin afgang som bygningsarkitekt i 2000 fra Kunstakademiets Arkitektskole i København, har hun arbejdet på Arkitektskolens Institut for Tekno­logi, på SBi og i initiativet Bygge­riets Innovation. I Byggeriets Innovation var hun som partnerskabskonsulent med til at støtte en række udviklingsprojekter, der gik på tværs af byggeriets parter. Hun arbejder nu på Dansk Arkitektur Center, hvor hun som specialist beskæftiger sig med netop innovation i byggeriet.

- Jeg tror på, at vi kan fremme kvaliteten i det byggede miljø ved at forholde os til og arbejde med byggeriets rammer og organisation, og jeg tror også på, at der er et stort potentiale for fornyelse. Der er ingen tvivl om, at der er masser af lyst til innovation blandt arkitekter og i byggeriets virksomheder, men det kan være svært er at gøre ideerne rentable, siger Natalie Mossin, der ser energi og indeklima som en af de store udfordringer:

- For det første er der jo masser af viden på området, som ikke udnyttes godt nok i hverdagen mellem parterne i et byggeri, det er derfor, der er behov for større interaktion på tværs. CCO Arkitekter fortæller f.eks., at konsortiet bag Green Lighthouse, et forsøgsbyggeri med en bevidst satsning på at være energi- og klimaneutral, opnåede tre fjerdedele af denne effekt uden ekstra omkostninger. Blot ved at alle parterne bag projektet indtænkte denne del i byggeriet fra start af, fremhæver Natalie Mossin.

Bofællesskab på Østerbro

Privat bor Natalise Mossin sammen med sin kæreste på Østerbro i København i en andelsforening, der består af to villaer. De syv lejligheder er beboet af gode venner, der har startet andelsforeningen sammen. Og hvorfor ikke bo tæt sammen med dem, som man har meget til fælles med. Individualisme kombineret med det kollektive. Betegnende for Natalie Mossin, der vil være engageret spydspids for arkitektstanden, men samtidig gør meget ud af at betone nødvendigheden af samarbejde og dialog på tværs.