Science Center Sorø
Uddannelsescenter : Nybyggeri august 2009
Cirkulært science center
Byggefakta
Science Center Sorø
Akademigrunden 18
4180 Sorø
Danmark
- Bygherre:
- Stiftelsen Sorø Akademi
- Arkitekt:
- Kjaer & Richter A/S
- Totalentreprenør:
- E. Pihl & Søn A/S
- Ingeniør:
- Henry Jensen A/S
- Areal:
- 3.700 kvm
- Byggesum:
- 125 mio. kr.
Find andre byggerier på oversigtskortet
Sorø Akademi udbygges med et nyt center for naturvidenskaben – Science Center med trappetårn og imponerende murværksløsning
Det kan være svært at hamle op med en traditionsrig institution som Sorø Akademi, der er placeret i en enestående natur omkring Sorø Sø, hvor det har ligget siden 1586. Ikke desto mindre har Lyngby-virksomheden Pihl & Søn A/S gjort forsøget og er sluppet bemærkelsesværdigt godt fra det, på grundlag af tegninger skabt af arkitektfirmaet Kjaer & Richter A/S fra Århus og i tæt samarbejde med den rådgivende ingeniør, Henry Jensen A/S fra Odense.
Sammen har de løftet opgaven at opføre to nye bygninger, et indkvarteringshus og et kursuscenter – Science Center Sorø, der på en og samme tid er tilpasset akademiets historiske bygninger og samtidig umiskendeligt repræsenterer det 21. århundredes byggestil.
Bygherren, Stiftelsen Sorø Akademi, var i hvert fald ikke i tvivl, da de skulle finde vinderen blandt de indkomne tilbud på Science Center Sorø. Det var forslaget om udformningen af kursuscenteret, der gjorde udslaget. En cirkulær bygning i to etager, placeret direkte ved søbredden. En markant og iøjnefaldende bygning.
Et hus til elever
I foråret 2008 blev byggeriet indledt på både indkvarteringshus og kursuscenter. Indkvarteringshuset skulle, med al respekt, vise sig at være den enkle del af projektet.
En toetages bygning på godt 1.800 kvm indrettet med kollegieværelser og fællesrum til de fremtidige kursister på Science Center Sorø, samt en lejlighed på 130 kvm til den fremtidige leder af den nye afdeling på Sorø Akademi. En leder, der får den pompøse titel talentchef.
Kollegiet er indrettet med 15 værelser, hvor der vil kunne indkvarteres op til 90 elever, tre på hvert værelse. På begge etager er der indrettet fællesrum, ligesom der på førstesalen er installeret tekøkken.
Indkvarteringshuset blev overdraget til bygherren allerede i februar, tre måneder før tid. Med velberåd hu, således at al opmærksomhed i sidste fase af arbejdet kunne koncentreres om nabohuset.
Et hus til videnskab
For det er dette byggeri, der tiltrækker al opmærksomhed. Det cirkulære kursuscenter, på godt 2.326 kvm fordelt på to etager samt kælder.
Huset er, lige som indkvarteringshuset, skabt af arkitektfirmaet Kjaer & Richter A/S i tæt samarbejde med totalentreprenøren Pihl & Søn A/S samt den rådgivende ingeniør Henry Jensen A/S.
Resultatet af anstrengelserne er blevet et byggeri, der i alle henseender vækker opsigt. Både på grund af formen og slet og ret, fordi det er smukt.
Køb magasinet med denne artikel
Denne artikel er oprindeligt publiceret i magasinet Byggeplads.dk 2009 nr. 3.
Vi har stadig nogle få eksemplarer af Byggeplads.dk 2009 nr. 3 tilbage.








