d'Angleterre

At den danske hovedstad fra 1. maj 2013 igen kunne tilbyde hotelservice i international klasse og historisk ramme, skyldes nørrejysk stædighed og en god portion hengivenhed til ‘den hvide dame’: Hotel d’Angleterre!

- Det havde været både billigere og sikrere at rive bygningen ned og bygge alt op på ny fra grunden; men det havde så været enden på et kapitel i danmarkshistorien, vurderer formanden for den velgørende Remmen Foundation og dermed også bygherre for hotel d’Angleterre 2013, Else Marie Remmen. Hun og ægtefællen Henning Remmen havde købt hotellet i 1993, men solgte ejendomsporteføljen i 2006. Efter fire år som modstræbende deltager i et islandsk finanseventyr var det ikoniske københavneretablissement træt og nedslidt. En ynk, fandt familien Remmen, og slog til, da hotellet igen kom på markedet.

- Hvad det var for en opgave, vi dermed påtog os, havde vi ingen fantasi til at forestille os, fortæller fru Remmen, for hvem den fulde sandhed først åbenbarede sig, da ingeniørerne fandt konstruktionerne under bygningen helt utilstrækkelige: Det historiske hotel nærmest svajede i vinden! Da planen tillige var at nedrive stabiliserende vægge for at opgradere til større værelser og flere suiter, var der ingen anden vej end at gennemføre et gennemgribende ingeniørprojekt med nye fundamenter og en revision af hele bygningens statik.

Foruden beton er 20.000 tons nyt, bærende stål piloteret ned i undergrunden og forankret i de murede fundamenter. I en kælder, hvor man finder fundamentrester fra Frederik Ahlefeldts adelsgård fra 1688, er nu realiseret et stykke moderne ingeniørarbejde, som har etableret helt fremtidssikre fundamenter 150 cm under det hidtidige gulvniveau.

Sin alder til trods er den verdensvante dame igen aldeles sikker på benene!

Pebret dame

Mens dette omvæltende fornyelsesarbejde forvandlede parisisk elegance til byggepladsens larm og støv, valgte Else Marie og Henning Remmen at lukke hotellet.

- At processen skulle tage to år, vidste vi ikke, da vi begyndte, erkender fru Remmen. Men hun havde sat sig et mål, og det skulle realiseres: 126 værelser skulle reduceres til 90 i international luksusudførelse med adresse til den rejseøkonomi, der administreres af filmmoguler, præsidenter og industrifyrster.

Og sådan blev det.