Frederik 8.s Palæ

I det renoverede Frederik 8.s Palæ til kronprinseparret Frederik og Mary fusionerer historien med ungdommen: Under empirens pragt ligger nutidens moderne familiebolig.

I 1756 modtog baron Joachim von Brockdorff sit fine palæ i Frederiksstaden: 4.800 kvm af den ypperste luksus holdt i tidens tone. Arkitekten var Nicolai Eigtved. I sensommeren 2010 flytter et ungt par ind i palæet. Rammerne fremstår nyistandsatte og funklende efter gennemgribende renoveringsprojekter. Arkitekterne var Arkitema, Erik Einar Holms Tegnestue, Jens A. Baumann samt Erik Møller Arkitekter; beboerne kronprins Frederik og hans hustru kronprinsesse Mary.

Med dem og deres arvinger fyldtes stuerne med nye royale generationer i lige linje fra den kronprins Frederik, der siden blev til Grundlovskongen Frederik 7. Især to kongefamilier har præget Amalienborg-palæet: Kong Frederik 8. og dronning Louise, der residerede fra 1869-1926 og gav det brockdorffske palæ nyt navn, samt kong Frederik 9. og dronning Ingrid, der boede her fra 1936-2000. Hver generation har haft sine ambitioner og hensyn at tage. Resultatet var blevet, at palæets oprindelige projekt var forandret, ombygget og tilført nye tiders byggeskikke i en grad, så empirens interiør her i begyndelsen af det 3. årtusind fremstod sært forklædt i skiftende tiders skik og brug. Samtidig havde århundreders brug sat sine spor, så behovet for fornyelse trængte sig på. Synkroniseringen passede perfekt med, at den næste tronfølger havde fundet sin livsledsager, og den unge familie var boligsøgende.

Privat og domicil

I 2004 udviklede Slots- og Ejendomsstyrelsen et projekt i samarbejde med tre tegnestuer med ansvar for henholdsvis facader og tag, den historiske restaurering og for indretningen af de i alt 4.800 kvm. Med Kulturarvsstyrelsen som en tæt medspiller blev der i særlig grad taget hensyn til den oprindelige historie, som er et enestående smukt eksempel på empirens byggeri og indretning. Netop den var sløret efter et par århundreders slitage. Slots- og Ejendomsstyrelsen opstillede derfor som et vilkår, at palæets autentiske tone skulle eftersøges. Det er ikke mindst sket med en både dristig og varm farvesætning, der distinkt afviger fra modernismens hvidt dominerede transparens. Restaureringsprojektets tre malerfirmaer, anført af Malerhuset Steen Nielsen af 1938, førte penslen med limfarve efter gammel opskrift på vægge og lofter, hvor man atter bød empirens farveskala velkommen. Træværk blev behandlet med linoliekulører efter utallige farveprøver, og overalt blev de historiske værdier løftet med respekt. Et eksempel på det er også malerbehandlingen med mosfarve, en blanding af kridt og afkogt tang med mos, der udgør malingens bindemiddel.

Hvor stor en forskel, farvesætningen kan gøre, det kan man forvisse sig om i Frederik 8.s Palæ!